Menu

Belønning

Det handler om løn, udviklingsmuligheder og om at føle sig set, hørt og respekteret.

Anerkendelse, ris og ros øger motivation og involvering. Det er BELØNNING.

 

Se filmen og snak om belønning i jeres butik

FORANDRINGER

MODSTAND MOD FORANDRINGER

 

Modstand er en helt naturlig måde at reagere på, når der sker noget uventet, ukendt, eller noget man ikke lige kan overskue.

 

Synlige tegn på modstand mod forandringer kan fx være tavshed på møder, sniksnak i krogene, nedsat arbejdstempo eller højere sygefravær. Det kan være, du beklager dig til kolleger eller til ledelsen og kommer med indvendinger mod forandringen.

 

De følelser, du har, kan knytte sig til forandringerne i forhold til selve arbejdets udførelse, din personlige situation eller dine sociale relationer. Ændringen kan opleves som en reel trussel, fx at du mister indflydelse og position, der bliver mere at lave, du er usikker på om du kan klare den nye opgave, og på hvad ændringen kommer til at betyde i forhold til din jobsikkerhed.

 

Det er samtidig også helt almindeligt på en og samme tid at have både negative og positive følelser, fx kan du være skuffet over den måde, ledelsen har informeret om forandringen på, men samtidig være glad for, at forandringen betyder, at du får mere interessante arbejdsopgaver. Positive forventninger til forandringen vil oftest afføde mere positive reaktioner, fx hvis du oplever, at der er et behov for forandringen, at den vil skabe forbedringer, og at både du, gruppen og ledelsen er i stand til at gennemføre forandringen.