Menu

KRAV

Sådan kan du gøre

 

Her er nogle forslag, som andre har kunne bruge. Det handler om at finde det, der virker bedst på netop jeres arbejdsplads:

Afklar dine medarbejderes kompetencer

Graden af indflydelse og ansvar bør stemme overens med din medarbejders kompetencer.
Ved løbende samtaler, fx medarbejderudviklingssamtaler, kan du i fællesskab med din medarbejder afklare de kompetencer, medarbejderen har og bør have, så han/hun kan gøre brug af indflydelsen.

Beskriv arbejdsfunktionen klart

Tydelige roller og opgavebeskrivelser er med til at sætte rammerne for, hvad medarbejderen har indflydelse på. Derfor er det vigtigt, du har afklaret, hvilken rolle medarbejderen skal udfylde, og hvilke opgaver, det drejer sig om. Gør det fx konkret i job- og funktionsbeskrivelser

Arbejdets tilrettelæggelse

Større indflydelse kan være i forhold til fx arbejdsopgavernes rækkefølge, hvordan medarbejderne udfører arbejdet, og hvilke redskaber og tekniske hjælpemidler de anvender.

Uddeleger ansvar

Du kan give indflydelse ved at uddelegere ansvar til den enkelte eller en gruppe (her er tillid en forudsætning, og du kan læse mere under emnet "Social kapital" (internt link)). Etabler fx selvstyrende grupper og teams, som kan øge motivation og arbejdsglæde. Uddelegering forudsætter de rette kompetencer hos de medarbejdere, der får ansvaret. Derfor giver en uddannelsespolitik, der fremmer kompetenceudvikling og opkvalificering, større muligheder for at uddelegere.

Opsæt mål for arbejdet

Ved at inddrage medarbejderne i opstilling af mål for opgaverne, giver du dem indflydelse. Du kan også inddrage dem i kvalitetssikring, hvordan målene nås eller hvordan opgaverne bliver løst hurtigt osv.  Medarbejderne har ofte erfaringer og viden, som de kan bidrage med.

Opsæt rammer for arbejdet

Med klare rammer og guidelines for opgaver, kan du give medarbejderen med de rette kompetencer mulighed for at bestemme inden for de aftalte rammer. Rammerne sikrer, at I arbejder i den rigtige retning, og har virksomhedens målsætninger for øje.

Optimer kommunikationen

Det er som regel typen af information og ikke mængden af information, der er afgørende. Jævnlige møder om den daglige drift, hvor alle har mulighed for at komme til orde, kan give medarbejderindflydelse. Spørg eventuelt medarbejderne om de savner informationer. Når du er lydhør og imødekommende overfor medarbejdernes forslag kan du, om muligt, give medarbejderne medindflydelse.

Overordnede tiltag på virksomhedsniveau

Der vil være overordnede tiltag, som fx etablering af uddannelsespolitik, organisering af arbejde i selvstyrende grupper/teams, indførelse af medarbejderudviklingssamtaler og generel intern kommunikation, som kræver beslutningstagen på højere niveau i virksomheden. Her må du bruge de kanaler, der er for at få igangsat initiativer.